1. etape København-Rostock, 162 km, mandag d. 14. juli

1. etape København-Rostock, 162 km, mandag d. 14. juli
15.07.2014
Posted by
Cykelklubben 1905

Cykelklubben 1905

Andreas Otto, Carl, Simon, Rasmus og Pernille

Vi er 5 venner fra København med passion for cykler og livet set fra sadlen med vind i håret. Sponsoreret af Cyklistforbundet, Østdansk Turisme, Thule og Madison bruger vi 4 dage i vores sommerferie på at cykle fra København til Berlin. Vi er motionscyklister med forskellig baggrund og forskellige cykler: 3 kører Genesis cross bike og 2 kører på racer. Udover vores gode venskab har vi lysten til aktiv ferie og friheden på cykel i hinandens selskab tilfælles.

Det er vores plan at køre ruten fra København-Gedser direkte og ellers følge etaperne på dette websitem ned gennem Tyskland til vi rammer Berlin.

-----

Kl. 8.45 ruller vi over brostenene på den nyrenoverede Israels Plads foran Cyklistbutikken. Efter 100 m starter regnen som følger os de næste 90 km ned til Vordingborg. Humøret er dog stadig højt og forventningerne store da vi kører ud af København og mod Gl. Køge Landevej. Der er masser af små stop de første kilometer, da udstyret lige skal finjusteres, så det sidder rigtigt. I Ishøj bliver vi mødt af vores gode ven Jakob, som har små 'goodie bags' med til os, bestående af snickers og Unterberg. Unterberg er gaven til maven. Vi når frem til Køge uden de store problemer og drejer ud på Vordingborgvej. Det er en hård og kuperet strækning, som går i en lige linie de næste 50 km og med regnen piskende ind i ansigtet, er det en udfordring. Endelig når vi Vordingborg og gør hold for frokost. Vi finder en restaurant ved havnen med udsigt til Gåsetårnet, hvor vi mætter os i en god og varm kylling i karry. Vi har nu kørt 90 km af dagens 160 km lange etape. Vores cykeltasker fra Thule er heldigvis 100% regntætte og efter 5 timer i silende hård regn og blæst, kan vi trække i tørt cykeltøj.

Vi kører videre mod Gedser i opklarende vejr. Det blæser dog stadig og næste udfordring her er Storstrømsbroen med virkelig hård sidevind og benene kommer på arbejde.

Herefter kører vi på landevej, stadig med mod-sidevind, men tempoet og humøret er stadig godt. Vi kører ca 25 km i snit, som er ok vinden og oppakning taget i betragtning. Efter en punktering som hurtig blev klaret, går turen for alvor ind på at nå færgen kl 17 .45. De sidste 20 km er meget fokuserede, hvilket gør at vi ankommer on time: 17.30 til færgen.

På færgen kan vi slappe af, der bliver skålet i Unterberg og øl - man skal ikke glemme hyggen :-) Da vi rammer Rostock ser vi solnedgangen, vi kører gennem det gamle kvarter og ankommer til det hyggelige Bed+Bike hotel Die Kleine Sonne, som er meget centralt placeret ved et stort torv Neuer Markt. Die Kleine Sonne tager godt imod os og har et aflåst og sikkert rum til cykler kun for hotellets gæster. Værelserne er komfortable, vel-tempererede og indeholder det vi har brug for. Vi finder en restaurant lige overfor og her står den på Wienerschnitzel og fadøl inden søvn og restitution til morgendagens etape.

previous
next