FAQ - Travel Talk

 
FAQ - Travel Talk

Hvor langt kan man cykle på en dag?
Hvis du er i rigtig god form, så er 60-80 km på en dag ikke urealistisk. Ellers bør du nøjes med 30-40 km pr. dag. Husk på, at en cykelferie også handler om de små afstikkere og overraskelser, du møder på din vej. Sæt altid lidt ekstra tid af til spontane oplevelser.

Kan man leje cykel i København og returnere den i Berlin?
Ja – og også den anden vej rundt. MTB-tours i Værløse (København) og Fahrradstation i Berlin har indgået et samarbejde, så du kan leje en kvalitetscykel det ene sted og returnere den det andet. På den måde er du fri for at skulle cykle begge veje eller sørge for hjemtransport af cyklen.

Kan jeg parkere min cykel et sikkert sted i København?
Når du booker hotel i København, er det en god ide at spørge om hotellet tilbyder mulighed for aflåst cykelparkering. Bed+Bike hoteller tilbyder bl.a. denne service. Derudover er der mulighed for sikker cykelparkering i parkeringshuset City-auto, der er centralt beliggende i København.

Kan jeg lade min el-cykel op på vejen?
Ja. Der er el-ladestationer for hver 40 km langs ruten, så du risikerer ikke at løbe tør for strøm. Klik på ikonet for el-ladestationer på kortet for en oversigt.

Hvad, hvis jeg punkterer?
Det er klogt at medbringe en smule værktøj: dækjern, lappegrej/ekstra slange og selvfølgelig en cykelpumpe. Der ligger desuden cykelhandlere mange steder, ligesom langt de fleste Bed+Bike-overnatningssteder stiller lappegrej til rådighed.

Kan jeg købe ind undervejs?
Ja. Mange steder kommer du forbi butikker og supermarkeder, og andre steder er der caféer og iskiosker, hvor du kan få forfriskninger og lettere måltider.

Hvordan finder jeg vej?
Hele ruten mellem Berlin og København er skiltet. I Tyskland følger du skiltene med rutens logo, og i Danmark skal du følge skiltningen af den nationale cykelrute N9. På Møn følger du skiltningen af den nationale cykelrute N8.

Det er også en god ide at have detaljeret kortmateriale med. Kortene her på siden kan bruges direkte fra din smartphone. Vil du hellere have en bog, kan cykelguidebogen ”Radfernweg Berlin-Kopenhagen” købes i Cyklistforbundets webshop. Bemærk, at den kun fås på tysk, og at 2013-udgaven ikke er opdateret med tre ruteomlægninger i Danmark.

De tre opdaterede ruter kan du se her:

Hvad er Bed+Bike?
En lang række overnatningssteder er certificeret med Bed+Bike, fordi de er særlig cykelvenlige med specielle faciliteter. Med Bed+Bike får du som cyklist garanti for, at du kommer til et overnatningssted, der kan tilbyde aflåst opbevaring af din cykel, værktøj til mindre cykelreparationer og en god morgenmad, der giver energi til de mange timer på cyklen.  Læs mere her

Læs også Tips til turen.