Menu
X

På tur gennem Falsters historie

Hesnæs er et lille fiskerleje på Falsters østkyst. De fleste af husene har tagrør på både tag og vægge. Tækningen af væggene siges at isolere og beskytte murene mod slid fra storme og saltvand. Havnen, det nedlagte savværk og husene har tilhørt Det Classenske Fideicommis.

1. Fra Hesnæs cykles mod syd langs kysten, hvor der er gode bademuligheder. Træernes rødder er flere steder blottede og ligner blækspruttearme, som om træerne var ved at løbe ud i vandet.

2. På Pomlenakke bør man stoppe ved traktørstedet oppe på skrænten. Nyd en kop kaffe med hjemmebag samt ikke mindst udsigten over Østersøen fra skrænten, der er ca. 17 m over havet.

Fortsæt ad national rute 8/9 videre i Mellemskov.

3. Ruten forlades ved Strandhuse, hvor der drejes th. og kort efter tv. mod Halskov Vænge, en lille fredet skov med en stor samling langdysser og bronzealdergravhøje.

Fra Halskov Vænge cykles direkte ad Strandhuse, og videre til Pomlevej.

4. Her drejes tv. mod Bregninge, gennem denne og videre ad Tværmosevej tv. mod Meelse.

5. I Meelse følges den større Grønsundsvej tv. ned til Karleby.

6. I Karleby drejes ad Egetvej th. gennem Eget og til Horreby.

7. Her drejes der th. mod kirken. Efter Horreby Kirke følges rute 45 th. ud på mindre veje rundt om Horreby Lyng. Det er Falsters største højmose, og den er midt i et større naturgenopretningsprojekt, der skal gendanne højmosen og skabe gode naturoplevelser for de besøgende.

8. Ruten rammer den nordlige del af Horbelev, og passerer lige forbi kirken. Her drejes til venstre og rute 45 følges mod Aastrup.

Hvor rute 45 lige uden for Aastrup tager kursen mod nord, kører vi ligeud og ind i Aastrup.

9. Højt beliggende finder man Aastrup Kirke. Kirken er lyserød med hvide gesimser, som flere andre kirker på Falster. Det skyldes Dronning Sofie, Chr. IV’s mor. Hun blev omkring 1596 “landsforvist” til Nykøbing Slot og havde Lolland-Falster i forlening. Hun bestemte, at kirkerne skulle se ud som de gjorde i Mecklenburg, hvor hun kom fra.

10. Lidt nord for kirken svinges th. ad Bringserevej op til Næsgård og med rute 8/9 ind i Korselitse Østerskov og retur til Hesnæs.

Adresse

On a tour through Falster’s history
Lolland-Falster

Contact

Search