Menu
X

Snorkling ved Møns Klint

Snorkling på Møns Klint

Kom med og oplev Møns Klints fantastiske underverden, når GeoCenter Møns Klint arrangerer snorkelture i Danmarks mest spektakulære natur.

At naturen på Møns Klint er noget helt særligt, er du ikke i tvivl om, når du engang har følt suset i maven på klintens kant med den storslåede udsigt over Østersøen. Stejle kridtskrænter møder havet i den ca. 6 km lange kyststrækning, som vidner om, hvordan mægtige gletsjere under den sidste istid skubbede den gamle kridthavbund op, og Danmark blev født. Men det allerbedste er skjult for de fleste; her skal man ned under overfladen for at få den unikke oplevelse.

I sommerferien kan besøgende på GeoCenter Møns Klint komme med på snorkelture med en af centerets naturvejledere, og udstyr (maske, snorkel og våddragt) udlånes gratis. På snorkelturene kan deltagere opleve Østersøens mangfoldige dyre- og planteliv, men får også en enestående mulighed for at svømme hen over havets hvide kridtbund, hvor kridtets gemte fossiler udvaskes og pludselig titter frem efter 70 millioner år. Med snorkel undersøges det kystnære hav, og fossiler må gerne tages med hjem!

Enestående undervandsoplevelse
Snorkling på Møns Klint er for alle med billet til udstillingen. Snorkelturene kræver ingen særlige forudsætninger, men der skal bestilles plads forud, og børn under 18 år skal ledsages af en voksen. Information om snorkelture i sommerferien kan ses på www.moensklint.dk.

Ved køb af billet til GeoCenter Møns Klint får man samtidig et sæsonkort, der giver adgang til den faste udstilling, den nye særudstilling ”Den første dinosaur”, 3D-biograf, brug af mountainbike, træklatring, ekspedition til fossilstranden og mange flere spændende oplevelser.

Tjek moensklint.dk for snorklingtider.

Adresse

Snorkeling at the White Cliffs of Møn
Stengårdsvej 8, Klinteskoven
Borre 4791

Ruter

Search