| Etape 7, Schawaan - Güstrow ca. 40 km.
Efter at have samlet nye kræfter i Schwaan (S) passerer vi på en mindre trafikeret vej skovområdet Letschower Tannen og byerne Letschow[1] , Bandow [2] og Hof Tatschow [3] .
Ruten fører til sidst til Passin [4] , hvor man kan besøge ridecentret, som er den kendte springbanerytter Holger Wulschners hjem. Gården tilbyder pensionat og nogle sommerhuse. Om sommeren arrangeres her ridefestival, som er meget populær.
I gåsebyen Bützow [5] er Gåsetorvedagene sæsonens højdepunkt. De går tilbage til "Gåsekrigen". Snyd ikke jer selv for dette skuespil! De lokale fester meget løssluppent med megen ståhej og larm. Gæster er hjerteligt velkomne. Og glem endelig ikke slotspladsen. Selv om slottet mangler at blive restaureret, er det ret imponerende.
Lige overfor i det gamle slotsanlæg ligger Det Krumme Hus, i dag stadsbibliotek og egnsmuseum. Hvis man interesserer sig for kirker, så er også stiftskirken St. Elisabeth med tre skibe et must. I Ellernbruch står den eneste reformerede kirke i Mecklenburg, der blev bygget af franske huguenotter. Byen anvender den i dag som "Musernes hus". Andre seværdigheder er rådhuset, der i stilen minder om Tudor-gotik, og en miniaturemodel af den gamle bykerne. Langs Bützow-Güstrow-kanalen når vi Güstrow (M) . Tårnene på fyrsteresidensen varsler allerede på lang afstand om dens middelalderhistorie. Byen byder på et charmerende arkitektonisk ensemble lige fra teglstensgotik og til klassicisme. To bygningsværker er dominerende: Dels den massive, gotiske domkirke, som byens grundlægger, fyrst Heinrich Borwin den II., stiftede anno 1226. Dels det pragtfulde renæssanceslot, som hertug Ulrich lod bygge efter 1558. Anlægget, der i dag tjener som kunstmuseum og kulisse for stilfulde arrangementer, er enestående velbevaret. Også den vældige sognekirke, torvet og borgerhusene er imponerende. Gennem tiderne er byen blevet kendt på grund af store navne, f.eks. Wallenstein, der residerede her igennem tre år, zar Peter den 1., der førte fredsforhandlinger med den saksiske konge August den Stærke. Mest kendt var og er Ernst Barlach, der slog sig ned i byen. Ernst Barlach Stiftelsens tre museer viser hans skulpturer og en udstilling om kunstnerens liv og virke.
Byen tilstræber en traditionsbevidst, fremtidsorienteret og samtidig økologisk udvikling og er blevet udnævnt til "miljøvenlig turistby". Med sine projekter var kommunen samtidig en filial af EXPO 2000. Fortidig og nutidig arkitektur og landskab går i Güstrow op i en særlig charmerende højere enhed.
|