| Etape 8, Güstrow - Krakow am See ca. 30 km.
Vi forlader Güstrow (S) . Hvis man ønsker at starte dagen stille og roligt, kan et besøg i natur- og miljøparken anbefales. Her gøres en flod totalt gennemsigtig for beskueren. Gå igennem akvatunnelen under flodlejet - og bliv forbavset over, hvor meget liv der er i en flod. Vi cykler videre mod Mühl Rosin [1] . På vejen dertil glædes vandrere og cyklister igen og igen over den pragtfulde udsigt over Inselsee. Så passerer man et større skovområde og når til landsbyen Bellin [2] Byen ligger i et dalstrøg midt i et bakket landskab. Den senromanske kirke er et besøg værd. I kampestenskirken er der bevaret seværdige væg- og loftsmalerier fra 1300- og 1400-tallet. Som så mange andre steder i Mecklenburg vidner også her i Bellins omegn flere gravhøje og stendysser om, at egnen har været beboet i lang tid. Belliner Steintanz hører til de kendteste af disse anlæg og er den dag i dag en uløst gåde. Denne korte afstikker i fortiden kan passende kombineres med en picnic. Efter et kort hvil kører vi med friske kræfter til Groß Breesen [3] , som er stolt over sin titel "Boglandsbyen". Efter at have set på byen og måske bogsamlingen i herregårdshotellet cykler vi videre gennem marker og gennem en skov til Alt Sammit[4] . Her bør man besøge den enkle, firkantede kampestenskirke fra 1200-tallet for derefter efter et kort hvil at cykle videre til Krakow am See (M).
Snart dukker Krakow am See op. Kurstedet med den dejlige luft byder på mange overraskende seværdigheder. En hjemstavnsstue, det særprægede torv med kirke og rådhus og en søpromenade pryder den lille by. Skiftende udstillinger og koncerter, hyggelige sejlture på søen, det historiske fiskeri og en mindre gågade sørger for, at ingen behøver at kede sig. Fra udsigtstårnet på Jörnberg har man en imponerende udsigt hele vejen rundt over den sø- og skovrige omegn. Den stråtækte historiske badeanstalt lige neden for tårnet indbyder med god grund til en forfriskende dukkert. Kurstedet fik sidste år takket være den gode luftkvalitet EU´s blå miljøflag. Noget ganske særligt er byens forhenværende synagoge med skiftende udstillinger og koncerter. Bogtrykkermuseet med arbejdende værksted i den "gamle skole" taler til alle bogelskeres hjerte. Hvis man er mere til ensomhed og uberørt landskab, anbefales en afstikker til naturreservatet Krakower Obersee. Fra to udsigtspunkter åbner sig et enestående panorama. Videre fremme på ruten er hyrdebøgen uovertruffen. Med en stamme på næsten 8 meter i omkreds og 24 meters højde er det den største bøg i Mecklenburg-Vorpommern. Hvor mange personer skal der til for at nå hele vejen rundt? Når man kører nord om Krakower See, passerer man hele tiden fantastiske udsigter til søen med dens øer og holme. Med en smule held kan man her iagttage ørne på jagt.
|